Mine historie

Om min sygdomperiode kort

Her kan du læse om mig og noget af min historie.
Fra dengang jeg var syg og frem til 2001
Du kan læse om hvordan jeg brugte den kognitive terapi, til at komme videre.
Vil du læse om hele mit sygdomsforløb og vejen frem til mit dejligt liv væk fra psykiatrien, kan du læse min bog "Lige om lidt.."
Vil du vide mere om hvad jeg laver i dag kan du læse om mig på min "portal "hvor der er adgang til mine andre sider, du kan tilmelde dig nyhedsbrevet og like mig på facebook "Kirsten Kallesøe foredrag, aktiviteter og debat"
Siden 1980 har jeg lært, afprøvet, kasseret, gemt og udnyttet mange forskellige redskaber og værktøjer.

Du kan se nogle af de billeder jeg har malet under mine tavse perioder i mit sygdomsforløb
Specielt malede jeg meget når jeg havde det aller sværest.

Mit eneste liv

Alt har de tog fra mig,
alene og nøgen stod jeg tilbage,
min nøgne krop var ensom og forsvarsløs,
mit eneste våben tog de fra mig,
uden at give mig et nyt. Ingen lærte mig det sprog jeg skulle bruge,
til formidling af mine følelser.
Jeg skulle gå fra pige til kvinde,
have karriere og selvstændighed,
suppeleret med traditionelle og feminine dyder,
jeg skulle det hele, men sagde nej til alt. Jeg blev hovedløs, jeg blev kropsløs.
Min krop blev ikke respekteret kropsligt.
Jeg, som elskede engang.
Min kamp for at lære sproget, følelserne og
min egen krop at kende,
døde i 1982. Af mangel på mit eneste redskab og våben,
kampen om retten til mit eget liv.
18 år skulle det tage at vende tilbage
til livet og retten til at leve igen.
endelig så jeg lyset og solen skinne

Kirsten Kallesøe
april 2001

pige.jpg

Krise og sygdom
Jeg er sulten, men spiser ikke.
Jeg vil gerne elske og elskes,
- men fornægter kærlighed.
Jeg er stærk, - men søger det lille barn.
Jeg vil gerne leve, - men tør ikke..
Jeg vil ikke dø, - men overlevelse er på de
yderste grænser.
Det er ikke et problem,
- men løsningen på et problem.
Det er Anorexia Nervosa, og jeg kan dø af det.  
 - Kirsten Kallesøe -


Igennem 22 år af mit unge liv frem til jeg blev 37 år, var mine diagnoser bl.a. anoreksi, bulimi, angst, depression, personlighedsforstyrrelse og skizofreni. Igennem de sidst 12 år var selvskadende adfærd ligeledes en stor del af min strategi for at mestre livet.

En hård og lang kamp, med ekstreme vægt svingninger fra xx kg. til 55 kg. Jeg var ved at blive vanvittig af at tvangsmotionere for ikke at blive tyk og fed. Jeg dyrkede ekstrem meget sport løb, svømmede, cyklede og besøgte motionscentre hver dag, konstant i mine vågnet imer var jeg i aktivitet, jeg måtte aldrig sidde stille, og aldrig spise. Ingen kunne nå mig jeg ville under et bestemt antal kg. Mit mål var, at få nålen på vægten til at stå på nul, det at nålen ikke bevægede sig når jeg stod på vægten, ville betyde at jeg kunne starte på en frisk, starte forfra, viske tavlen ren som at blive født på ny.
Samtidig ville jeg blive slank og pæn bildte jeg mig selv ind. Virkeligheden var at jeg var på vej til at dø kun 23 år gammel.

Jeg ønskede ikke at dø, jeg ønskede at leve, alligevel var jeg parat til at dø for at overleve som Kirsten, en Kirsten behandlerne kun alt for lidt så og havde fokus på.

En spiseforstyrrelse handler ikke om mad - en spiseforstyrrelse handler følelser, men mad er en basal nødvendighed for at overleve.

Jeg blev indlagt utallige gange på medicinske og psykiatriske afdelinger, pga. undervægt, væskemangel og skævetal. Jeg havde voldsomme op og nedture, jeg fandt ingen, som kunne forstå mig og mit sprog. Jeg holdet mere og mere op med at leve og mistede glæden ved livet.
Jeg længtes efter kærlighed, længtes efter at finde i egen værdifulde kerne, en uspolerede uskyldig, stoflig og sensitiv pige, hun var der et sted inde i mig og fandt jeg hende måtte hun beskyttes mod behandlernes grusomheder, hun måtte ikke lide nød, det ville koste mig livet.

Min eneste trofaste ven var mine dagbøger, mine digte og mine tegninger, som ingen måtte se. Tænk hvis de brugte tegningerne imod mig. Jeg fik orgier af mad for hurtigt at stige i vægt.

For at overleve som MIG/som Kirsten måtte jeg snyde ved at smøre smør op og ned af benene, sende mad i kuverter til ukendte adresser, smuldre brød og lign i blade og drikke liter vis af vand, før hver vejning for at undgå at stige i vægt. Det blev en kamp mellem behandlerne, min sygdom og min vægt, og i sidste ende er det  ikke vægten, som er den eneste løsningen på krisen, det er et sammenspil imellem vægt, krop og psyke.
Min lave vægt  medførte at jeg var meget tæt på at dø. Jeg kunne ikke spise og fik i stedet sonde mad. En slange fra næsen der var tabet fast så jeg kunne se i øjnkrogen når de bogstaveligtalt sprøjtede maden ind i slangen. Mine arme var spændt fast for at undgå at jeg rev slangen op - jeg var mangtesløs, jeg var fanget i et fængsel jeg ikke kunne flygte fra. Jeg var som levende død.

Jeg byggede en mur op omkring mit hjerte, min lille pige for at hun ikke skulle lide af overgrebene. De sagde de redede mit liv...

Sonden var for lægerne sidste udvej for at få vægten til at stige. Igen og igen oplevede jeg det som et voldsomt overgreb og forsøgte når muligheden var der at hive sonden op. Et ubeskrivelig koldt miljø, hvor mine ord, skrig af smerte og følelser ikke blev hørt.
Mit liv blev mere og mere ensomt og tomt. Jeg kunne ikke holde ud at være alene, og var jeg sammen med andre, ville jeg helst hjem.

Efter 10 års kamp mod/med anoreksien udviklede jeg en skjult bulimi, som skulle vare i 7 år. De første 5 år var der ingen, som vidste noget - det var min dybeste hemmelighed.

Jeg åd og drak for mange hundrede kr. om natten, var den perfekte og aktive glade pige på mit arbejde i en restaurant om dagen. Jeg måtte pludselig spise alt det, jeg ikke havde måttet spise de sidste 10 år. Alt skulle smages, men jeg var panisk angst og panikslagen for, at vægten skulle stige. Jeg måtte kaste alt mad op igen og ende måltidet med afføringspiller/the, og motion. Jeg græd indvendig og ledte forgæves efter en behandlingsform, som jeg troede på og hvor jeg oplevede at blive lyttet til. Mit liv fortsatte i et helvede, hvor jeg kun ønskede at begå selvmord og prøvede flere gange, heldigvis uden resultat (er jeg glad for i dag). Det var, som da jeg fik anoreksi, et stort kaos i mit sind. Det slog revner og splintrede som splintrede glas, der ikke kunne samles op igen. Jeg var langsomt men sikkert på vej til at slå mig selv ihjel, spørgsmålet var hvor lang tid der ville gå, før min krop ville give op.

Sidste indlæggelse i 1995
I 1995 blev jeg tvangsindlagt på røde papir af politiet og læge.
Jeg var ekstrem selvdestruktiv, spiste knappenåle, klippede mig selv i arme og ben med en negleklipper og brændte mig med cigaretter overalt på kroppen.
Det blev til 4 års indlæggelse på en lukkede afdeling, hvor jeg var tvangstilbageholdt i 75 % af tiden, havde fast vagt og blev bæltefikseret. Mine selvdestruktive handlinger tog til,  konstant skar jeg mine sener over på arme og ben, jeg fik gips på sad i kørestol.
Jeg havde ingen udgang, mine stemmer og billedhallucioner var så påtrængende, at jeg var til fare for mig selv. Min diagnose var skizo-affektiv, en sygdom som jeg nu skulle lære at leve med resten af mit liv, sagde lægerne. Jeg levede som en zombie af medicin, fik Epilepsi pga. medicin jeg ikke tålte, fik ECT (elektrochok) uden effekt.
Inde bag facaden, bag den tykke mur var en sensitiv pige der stadig søgte efter kærlighed og omsorg, en pige som længtes efter lyset og livet, et liv der synes længere og længere borte.

Håbet
Jeg ville noget andet. Jeg bevarede håbet, troen og respekten for mit eget liv
Jeg kontakt til Kognitiv terapi (se afsnittet mine erfaringer med kognitiv terapi), som langsomt og sikkert skulle vise sig at blive til en stor støtte. Jeg lærte efter 3 års arbejde med redskaber fra kognitiv terapi og de bedste redskaber fra andre terapi former, at finde livsglæde i små glimt, selvom jeg var proppet af utrolig meget medicin for at holde mine hallucinationer på afstand. Jeg blev efter alverdens medicinske forsøg, endelig mødt af et team som øvede sig i at se mig, i at nære mig, som var nysgerrige på mine behov og de jeg længtes efter, som ikke havde projekter på mine vegne, men som havde den tid, den tillid og den kærlighed, det nærvær og den respekt der skulle til at jeg begyndte at træde forsigtige men sikre skridt tilbage til livet.
Jeg blev visiteret til 3 forskellige institutioner, hvor de var meget syge, men jeg ville ikke opgive min lejlighed, som stod uberørt og havde ventede i de 4 år, jeg havde været indlagt.
D. 4-1-2000 blev jeg udskrevet til mit eget hjem, med tilknytning til en psykolog i kognitiv terapi, fik bostøtte 10 timer om ugen. Jeg har efter 20 års sygdom fundet livsglæden og fået gnisten i øjet. 

I slutningen af 2001 stoppede jeg med min medicin, afsluttede med bostøtterne  og har siden klaret mig uden hjælp eller støtte af Psykiatiren. Igang med at uddanne mig. Min pension er gjort hvilende,og jeg er ude på arbejdsmarket.

Kalender

Foredrag

Nyhedsbrev

Blog

Links

Profil

Kontakt

bogforside2 (74K)

Bestil bogen her