Kognitiv Terapi

Erfaring med kognitiv terapi

Gode redskaber og værktøjer for mig.

Jeg vågnede op til ingenting, mit liv var tomt og ensomt.
Det ene sekund tænkte jeg på at tabe mig, det næste på at proppe mig med mad. Jeg levede i en konstant angst, en konstant uro, et konstant tankemylder, et liv i alt eller intet, sort eller hvidt. der var ikke plads til det der i mellem.
Mine stemmer som fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Stemmerne bestemte alt over mit spinkle legeme og liv.
Jeg levede ikke mere. Roligt og sikkert tog mine selvdestruktive handlinger styringen. Jeg begyndte at bide mig i hånd fladerne, brænde mig med cigaretter og at spise knappenåle. Ingen kunne bryde ind gennem min beskyttelse af tykke mure. Som årene gik blev mit grå monster (stemmen) mere og mere intens. Den fortalte mig, at jeg skulle kaste mig ud foran busserne og smadders ned i asfalten eller køre bil i den modsatte side. Jeg fjernede mig støt og rolig fra den virkeligheden og over i en psykotiske verden. Jeg skulle skære dybe flænger i arme og ben så voldsomt, at jeg skar mine sener over og gik med gips på arme og ben i over 2 år.
Jeg isolerede mig fra folk og alt, hvad der hed personale og behandlere.
Jeg kunne ikke bruge dem til andet end at sno om min lillefinger og sætte dem på den hylde, jeg ville.
Tilliden til dem var væk. At lindre angsten og smerten ved at skade mig selv var effektiv og gav en lynhurtig lettelse. Jeg forsøgte med mine destruktive handlinger at skabe ro i kaos.
Det kunne have været enden på mit unge liv. Min overlevelsesstrategi var at skade mig selv,
og ingen kunne nå mit hjerte og min sjæl, end ikke mig selv. Jeg har prøvet alt muligt inden for den psykiatriske verden af terapi og medicin. Troede jeg! I 1997 fik jeg kendskab til kognitiv terapi, psykoedukation, miljøterapi og social færdighedstræning, som i løbet af 3 år gav mig mange nye redskaber. Redskaber jeg i årevis havde søgt efter.
Jeg fandt, en vej som for mig på det tidspunkt var kognitiv behandling. Som handlede om at lære en ny adfærd, lære at kontrollere livet og aktiviteterne, at mestre og bruge de til lærte afledningsmanøvre og at sætte fokus på små og store gulerødder i dagligdagen og på længere sigt. At lære hvordan jeg skulle arbejde med mine negativ tanker om mig selv.
Alt var sort eller hvidt. Jeg var kun ok, hvis jeg gjorde alt for andre på bekostning af mig.
I første omgang handlede det ikke om at gå tilbage i barndommen. Det handlede om, at se fremad, finde glæde og lyspunkter ved livet, begynde at blive nysgerrig, kigge ud og lære forskellige mestrings strategier. Til hjælp brugte jeg støtte skemaer og  huskekort. Jeg skulle til at lære at tænke på mig selv. Give mig lov til at mærke og rumme ensomheden. Acceptere ensomheden og at lave ingenting, bare ligge på sofaen og slappe af. Jeg skulle lære at strukturere min dagligdag i en sådan grad at jeg vidste hvad jeg skulle minut for minut. Jeg oplevede, at jeg begyndte at lave ting af lyst, glæde og interesse. Jeg oplevede at kunne snakke med personalet frem for at snakke til personalet. 
Jeg fandt på at give mine små oplevelser og små sejre navn i form af gulerødder. Det blev til store og små gulerødder. Min første store gulerod og mit første skridt på vejen tilbage til livet, at jeg besluttede mig for, at ville holde jul 1998 hos mine forældre i Vestjylland. Ikke på en afdeling igen.
Der begyndte langsomt at ske noget inde i mig. Vejen frem til denne juleaften bestod af mange små gulerødder fx. en lille gå tur med min mor i skoven, at skrive et sødt fødselsdagskort til en veninde, at have besøg af en veninde, at glædes over følelsen af glæde, håb og lykke.
Mine  kognitive samtaler gik mest med hvordan jeg bedst mulig kunne klare mig igennem dagen og tiden frem til næste samtale uden at være selvdestruktiv. Hvad jeg skulle foretage mig for ikke at være selvdestruktiv. Hvad min egen gave til mig selv var for ikke at have været selvdestruktiv. Hvornår vi skulle tale sammen igen, sådan at jeg vidste, hvor lang tid jeg skulle planlægge tiden frem.
I starten havde jeg samtaler hver anden time. Senere blev det til 5 gange daglig osv. Jeg begyndte langsomt at leve og se små lyspunkter, når noget lykkedes for mig. Mine stemmer og billeder i hovedet var meget kraftige og havde magten fuldstændigt, indtil jeg i små øjeblikke fik kontrollen over dem ved at kigge på skemaer over, hvad jeg skulle foretage mig for at distraherer fra mine stemmer.
Jeg lavede huske kort som f.eks. gå straks hen til personalet og bed om støtte til at blive afledt (kigge billeder, tegne, lytte til musik, snakke m.v.) Et andet lød sådan: Det er skræmmende at lære min raske side at kende igen. Det er ikke farligt, men ukendt. Tværtimod, - det er den side, der siger, at jeg stadig kan nå at komme hjem i min lejlighed, at jeg vil gå på tur i et storcenter, at jeg vil på café, at jeg vil have et liv, at jeg vil være mig.
Jeg troede aldrig, at dette skulle blive realiteter, indtil mine stor gulerødder langsomt  begyndte at gå i opfyldelse. Det var blandt andet en stor fest, et bryllup, en rejse ned til min faster i Frankrig osv. Alt dette skulle vise sig at blive virkelighed ved hjælp af de små gulerødder og mine efterhånden mange afledningsmanøvre, som var tegning, arbejde med computer, lytte til musik, skrive, mine kontakt skemaer og sidst men ikke mindst det at prøve at gå til miljøterapeuterne (personalet) i det øjeblik, jeg følte, jeg mistede kontrollen.
Efter hånden som jeg langsomt nærmede mig personalet og fandt ud af, at de kunne bruges til andet end at sidde fast vagt hos mig, begyndte jeg langsomt men sikkert at se små forsagte lyspunkter og sejre.

År 1999-2000:

Jeg har kæmpet mig vej til et godt og stabilt liv i min egen lejlighed. Mine Huskekort har jeg tilpasset  til nu fx. jeg skal bruge hovedet hver dag. Min krop kan ikke sige stop (altid).
En anden af mine nye huskekort er: Når jeg er hjemme i lejligheden er det for at slappe af og hygge mig. Får jeg selvdestruktive handlingstrang, skal jeg kontakte afdelingen. Efter min udskrivelse bliver det min nye kognitive terapeut eller en af mine bostøtter. Desuden bruge alle mine afledningsmanøvre som jeg har lært igennem de sidste 4 år.
Jeg brugte mine skemaer, strategier og huske kort frem til sommeren 2000.
Set i lyset af mine mange års anoreksi og bulimi er det vigtig, at jeg nu har fundet et redskab og nogle gulerødder til at give livet indhold og kærlighed til mig selv og kærlighed til andre. Jeg har lært selv at skabe mine små og store gulerødder, lært at sætte noget andet i stedet for min spiseforstyrrelse, noget som giver mit liv et dybere og mere intens indhold og mening.
I tiden fra 1999 til 2000 lærte jeg en ny adfærd, fra en fuldstændig ukontrollabel hverdag med kaos i mit indre liv til et spændende og indholdsrigt liv, som bygger på at skabe og genskabe en for mig meningsfyldt hverdag. Jeg ved, at det kan lade sig gøre at få et liv stablet på benene, selvom jeg har været syg i 20 år.
Jeg kan vågne glad og veltilfreds med mit liv. Jeg har brugt mange forskellige skemaer og redskaber omkring angst og ensomhed, som var to farlige emner at arbejde med. De ville til enhver tid prøve at vinde kampen. Havde jeg ikke redskaber til at tackle dem, ville de vinde og jeg ville tabe og blive ladt alene tilbage, derfor er det uhyre vigtigt at lære at tackle dem (kriserne) med alle mine nye redskaber, skemaer, handlinger og afledningsstrategier. Dermed kan jeg skabe et liv med alle livets følelser såvel dårlige som gode.
Det var godt for mig at lave et uge skema, så jeg havde noget at stå op til, men det måtte ikke må være for overfyldt, der skulle være plads til tanker, kropsreaktioner og ensomhed, at arbejde med mig selv og retten til at leve mit livet. Der skulle være plads til mig som jeg nu var.

 

 

 

 

Kalender

Foredrag

Nyhedsbrev

Blog

Links

Profil

Kontakt

bogforside2 (74K)

Bestil bogen her