'Ofte stillede spørgsmål
Jeg bliver ofte stillet spørgsmål, når jeg er ude at holde
foredrag eller på mail
Her er nogle af de stillede spørgsmål og dertil svar.
Hvordan bevarer man som pårørende sin livsglæde og livskvalitet?
Det er vigtigt at sætte grænser, for derved viser du/I, at I elsker og
holder af den spiseforstyrrede. Bliver du inviteret ud, så tag imod det,
selvom den spiseforstyrrede så skal være alene i den tid. Sådan er det ude
i det pulveriserende liv, og det skal hun lære, så længe hun kan styre
dig/jer, vil hun gøre det og igen og igen prøve jer af, om I nu også er der,
og om hun kan stole på jer.
Det kan give meget skyldfølelse at sige fra, men hvis I skal støtte
hende og vise hende respekt, er det nødvendigt at få noget andet
inspiration og livskvalitet ind, ellers dør I også psykisk og alt føles
uoverskueligt. Der vil opstå følelser af træthed, og jeg orker ikke i dag.
Det kan undgås, hvis energidepoterne fyldes op af alt muligt andet end
sygdom. Det er pigen, som har valgt spiseforstyrrelsen, bliv ikke med
skyldig.
Husk det er hendes liv, og hun skal selv kæmpe sig ud af det. Husk at
det kan blive hendes problem, at du ikke kan tackle dit eget liv, dermed
vil hun tackle dit liv også, men det skal hun ikke, det skal du bl.a.
ved at gøre noget, som er godt for dig, og som du tidligere har holdt af.
Snak med andre venner om dine problemer og frustrationer ikke hendes. Det
er dig, der har brug for luft for at kunne overskue situationerne
derhjemme, hvis andre ikke kan magte det du siger, er det deres eget
problem at sige fra, ikke dit.
Op |
Hvad stiller man op med sin ”ulovlige” tanke om og ”forbudte”
følelse i forhold til sin datter/ægtefælde?
Husk at skam og skyld ikke fører til noget særligt konstruktivt, et eller
andet har udviklet sig i en forkert retning og den sensitive følsomme har
udviklet en spiseforstyrrelse. Hvis du udtrykker skam, vil hun prøve at
hjælpe dig til at fjerne den, det skal hun ikke, hun har rigeligt i at
lære at tackle sin egen situation.
Du skal derimod også have støtte og hjælp til at komme ud med
frustrationerne, det er ok at blive rasende, men lad det ikke gå ud over
den spiseforstyrrede, hun kan ikke gøre for, at du ikke kan tackle
situationen. I stedet for skal du være tydelig, klar og kontant i
dine svar, krav og evt. hus regler. Bliver I uenige om en konflikt, er det
vigtigt, at du holder på din ret, OGSÅ selvom at hun bliver dårligere.
Desuden skal du opsøge hjælp, hvor du kan komme af med og vise
magtesløshed, håbløshed, opgiveenhed, frustrationer og følelsen af at
blive kvalt i hendes spiseforstyrrelse. Hun vil prøve at manipulere,
styrer og reagere til det går efter hendes syge side, og det skal hun ikke.
Det er vigtigt, at du også udvikler dig og ikke bliver dræbt og opslugt af
sygdom og sygdom, det vil få dig til at hade, ønske en langt væk, at
ligefrem føle sig befriet, når du går på arbejde, det der hjemme bliver
mere og mere dræbende. Derfor læs, snak med en som viser dig tillid og
forståelse, evt. en professionel behandler, gør ting, der giver dig mod på
livet. Husk det er din datter/søn/kæreste/veninde… der har
spiseforstyrrelsen ikke dig.
Op |
Hvordan passer man på sig selv? Mærker og opfylder egne behov –
husker at leve sit eget liv? Hvad gør man, når man mærker symptomer på
egen krop?
Skal en anden påføre dig smerte? Nej vel, skal man selv blive syg, fordi et
familiemedlem er i krise? Er du i stand til at give kærlighed og omsorg,
hvis du selv er udbrændt og stresset? Hvad kunne tænkes du selv havde brug
for, hvis det var dig, som ingen selvtillid og selvværd havde, men kun en
negativ stemme som fortæller dig, at uanset hvad du gør, er du ikke god nok?
Du ville have brug for kærlighed, tillid, omsorg, faste rammer, enkelte
regler – det giver tryghed, og en som kunne hjælp og støtte dig i troen på,
at det kan lykkes at vende tilbage til den glade livgivende pige igen. Den
spiseforstyrrede har ingen tro, vil gerne tro, men når spiseforstyrrelsen
har magten, vil den konstant prøve at få endnu mere magt og blive endnu
stærkere.
Derfor må du, som den raske handle som den raske. Det vil sige
gøre ting, du altid har gjort. Få bearbejdet de fysiske og psykiske
symptomer på smerte. Gør ting, du normalt er glad for. Få masse af frisk
luft – naturen er en god helbreder og god balsam for sjælen.
Op |
Kan hypnose måske hjælpe den lidende?
Det kan kun den spiseforstyrrede vide.
Det kan måske være en lede tråd til at komme videre, men den
spiseforstyrrede skal selv gøre arbejdet. Derfor er det også så svært, når
behandler og andre vil prøve at stoppe dem ned i de der til indrettet
kasser. Vi er ikke ens, og når de selv skal finde frem til lige netop det,
de gerne vil med livet, ja så nytter det ikke noget at prøve at helbrede
kollektivt og ens med de færdige pudsede firkantede kasser.
Derfor er det
så svært at finde løsningen på, hvad der gør, at det er så nødvendigt at have
kontrol over maden og vægten, ud over at man godt ved,
at det indre er i total kaos. Der findes ikke en behandling i dag, som er
den endegyldige og rigtige. Dermed vil det også sige, at der næsten er lige
så mange løsninger som spiseforstyrrede, dog ved man, at tvang/belønning
kun sjældent har en effektiv virkning på andet end overlevelse.
Der ses
ofte tilbagefald. Erfaringen viser at kombineret terapi med kropsterapi,
adfærd/miljø terapi, en diæt og gensidig tillid
gerne skal være tilstede for en effektiv behandling. Har man en stabil
alliance, har man mange muligheder for at bygge noget konstruktivt op.
Desuden kan der være nogen, som møder manden i sit liv, finder en niche,
hvor der er plads til dem, og nogen som værdsætter dem som mennesker uden
at vide, hvorfor lige netop at denne specielle kombination har været
gavnlig.
Min personlig holdning er den, at alt for mange prøver at hive
gulvtæppet og hele sikkerhedsnettet væk under den spiseforstyrrede, INDEN
de når at få nogle redskabet til at tackle krisen med, og så skal det gå
galt. Tænk engang på at man i årevis kun har haft et eneste område som der
var fuldstændig kontrol over, og det er mad og vægt.
Hvis andre fjerner din
eneste kontrol uden i at hjælpe dig med værktøjer og redskaber til
at tackle det indre kaos med. Vil oplevelsen være at være ingenting. Ingen
identitet og ingen selvværd, du kan ikke redde hele verden og bliver
aldrig perfekt nok til at leve, og det sidste du har, nemlig kontrollen
over maden, har de også taget. Hvad er så udvejen? Andre destruktive
handlinger eller anden diagnose? Brug tid på at finde en terapeut som du føler viser
interesse. En som forstår at skabe tillid og alliance med den
spiseforstyrrede.
Op |
Hvordan bevarer man håbet – både for sig selv og den lidende?
Ved at leve så normalt som muligt og gøre ting, som du har brug for uden
hende. Undgå at falde i når hun forsøger at tjekke, om du nu
også er til at stole på. Om du virkelig vil støtter hende, husk på at
hun måske er blevet svigtet før, når hun har måttet kæmpe mod dem, som vil
fede hende op og ikke gøre andet. Dette giver magt
kamp til stregen. TRO MIG, DEN SPISEFORSTYRREDE ER LANGT DEN STÆRKESTE, så
glem at en behandler så kan sejre ved at anvende sin magt.
Det skal være sammenarbejde. En
spiseforstyrrede vil som regel møde terapeuten med mistro, derfor kan
fælles udforskning være en vigtig metode. Brug
ikke ordene "Du ser vel nok godt ud, det klæ`r dig at du har taget lidt
på, hvor er det dejligt at du er begyndt at spise lidt." Ordet "At være normal",
kan betyde for hende at hun da ingenting er, så heller beholde anoreksien.
Normal er ingenting, der er = jeg dør. (Når hun ingen identitet og selvværd har,
kan hun ikke identificerer sig med at være normal derfor bliver det et
skældsord)
Disse udtagelser vil altid skabe magtkampe og splid, herefter
tager det meget tid at genvinde tilliden. Fortæl hende, at du vil kæmpe
sammen med hende at du ved, at I sammen er stærkere end det negative sind
(tanker). Når hun begynder at få fat, vil det blive mere og mere hende, som
kæmper og suger til sig af sejrene, men husk også at går det fremad, vil
anoreksien storme frem og tvinge hende til at give efter, da anoreksien
ikke vil tabe, derfor ses ofte, i starten, 1 skridt frem og to tilbage,
senere vil det blive 2 skridt frem og en tilbage, det tager tid, meget
tid.
Anoreksi er ikke en sygdom, for var det det, kunne det
behandles med medicin og/eller operation. Nej det er ikke et spørgsmål
om at behandle sygdommen, men være med til at give hende mulighed for at
handle/tænke/reagerer anderledes. Husk det er ikke noget indgreb men et
spørgsmål om indsigt. Det er ikke anoreksien, som er problemet, anoreksien
er blevet løsningen på problemet.
Op |
Hvordan forholder man sig og støtter søskende/andre børn i familien?
Ved ikke at glemme dem, de skal også have opmærksomhed og meget plads. Der
skal være tid til at gøre ting sammen med dem også. En søskende, der er
sensitiv, kan ligeledes udvikle spiseforstyrrelse, hvis hun erfarer, at søsteren
sluger alt, klart nok vil hun også forsøge at få denne enorme opmærksomhed
og omsorg. Søskende er faktisk tit og ofte gode til at være ærlige da de
står lidt på sidelinien og sommetider ser det lidt mere objektivt. De vil
naturligvis være bekymrede når de ser far/mor er bange og det kan gøre dem
vrede og trodsige. Nogen gange kan være en god ide, at lade søskende snakke med en terapeut, sådan at de kan få afløb for deres
følelser og frustrationer, frem for at forældrene skal takle dette også,
de har rigeligt i forvejen.
Op |
Hvilke behandlingsformer og –steder findes.
Hvordan fungerer de og erfaringerne med de forskellige steder?
Jeg vil her nævne nogle af dem, jeg kender, men der kommer hele tiden
ændringer, og da spiseforstyrrede er forskellige, vil de forskellige
steder give forskellige resultater afhængig af den enkelte person. Et sted
kan være rigtigt godt for en og mindre god for en anden. Jeg vil ikke kommentere
mine egne erfaringer. Vil du høre nærmere om mine erfaringer, er du
velkommen til at kontakte mig.
- Alm. Medicinske afd. som hovedsagelig behandler med straf/belønning, altså
den side af sagen som har med maden - vægten at gøre. Nogle gange kan der
findes psykologer/psykiater, som får adgang til at snakke med den
spiseforstyrrede.
- Alm. Børne- og ungdoms afdelinger, har spiseforstyrrede. Det er oftest
en blandet afdeling med børn og unge med forskellige psykiatriske
lidelser. Der er ofte ikke specielle uddannet personale til lige specifik
spiseforstyrrede.
- Der findes to centre i Kbh. og Århus for spiseforstyrrede, også
kaldet landelsfunktionen, hvor de udelukkende arbejder med alvorlige
spiseforstyrrede. Du skal have en BMI under 13 og må ikke være over 30 år.
- Symfonien og Åndehullet er private steder, som kun tager folk med et BMI
på 16 og derover. De er ikke i livsfare fysisk. De arbejder begge
stederne efter bl.a. Peggy Claude-Pirrers metode og hendes bog
Spiseforstyrrelsernes hemmelige sprog, blot er det tilrettelagt efter den
enkelte.
- KAS Stolpegården som har erfaring med spiseforstyrrelser
-
Andre steder er Svanen på Sjælland, de har ikke nogen i døgnpleje,
kun samtaler
- ContraSult Klinik og rådgivning
- Askovsgårdens Bofællesskab, som har folk med spiseforstyrrelser boende.
- Askovsgården psykologiske rådgivning har individuel samtaleterapi og
gruppeforløb.
- Landsdækkende findes der speciallæger i psykiatri, psykologer og psykoterapeuter.
Det er dog meget varierende hvor meget kendskab de har til
spiseforstyrrelser.
I privatsektoren kan det være svært at få samtale terapien betalt og oftest kun 10-12
gange, hvorefter man selv må betale.
- Mange psykologer arbejder ud fra forskellige
teorier. Det kan være analytisk, kognitivt, adfærdsterapi, systemisk, eksientielt, humanistisk eller transpsykologi,
som er forskellige
retningslinier inden for psykiatrien. Der vil være behandlere, der arbejder
med flere af overstående områder afhængig af den enkelte.
- Der kan sagtens være andre, som vil være god for lige netop en. Da vi er
forskellige, er det også forskelligt hvem man har tillid til og kan snakke
med, man skal ikke bare ukritisk se på, hvis der ikke
sker nogen fremgang, så er det om at skifte og prøve at finde en, som man
føler for.
Det er meget svært, og marked er broget og uigennemskuelig. Det
bedste er, at snakke med andre, som kender til spiseforstyrrelser.
Du kan kontakte nogle af de rådgivninger, der findes "SPS i Nordjylland, Spiserøret
i Århus, LMS i KBH. eller Nyt netværk for pårørende." Her kan du få en snak med
de, som er i rådgivningen. Det kan
ligeledes være egen læge eller din socialrådgiver, som kan vejlede, især hvis der
søges om at få behandlingen betalt.
Op |
Hvordan motivere man den lidende til at få det bedre – til at ville livet?
Hvis den lidende ikke vil noget som helst, må du accepterer, at de har
valgt at leve på en måske for dig at se destruktiv måde indtil videre. Det
er en overlevelsesstrategi, muligvis fordi noget andet er for smertefuldt
at rumme.
Det er meget svært, når spiseforstyrrede fortæller, at de hjertens gerne og virkelig ønsker at blive krisen
frit og leve igen, MEN vil kun veje 32 kg. Det kan ikke lade sig gøre alt
være "rask" og samtidig veje 32 kg. Man må prøve at finde den ene procent som vil livet og
støtte
den procentdel, for hvis der ikke var en procent håb, livslyst osv. ville de tage livet af sig selv, så
ville livet være 100% sort. Derfor ved man, at der er mindst 1 % af
personen, som gerne
vil leve. Kan denne ene procentdel styrkes, til endnu mere livsglæde, er
det bedre end, at mindske spiseforstyrrelsen, for
styrker du livskvaliteten og livsglæden, vil de opdage, at det er bedre en
det helvede de sidder i nu.
Dette tager tid, og er den sværeste vej men
til gengæld den mest konstruktive. Hold dem fast i gode oplevelser, for de
er forbudte for dem, de må ikke nyde, men vil gerne.
En mulighed er, at den lidende laver en strategi liste over ting, der gør
hende glad. Støt hende og snak med hende om det, men hun skal selv skrive
og lave listen, sådan at du ikke får skylder for, at det er også dig, som
synes og mener, at det er godt for hende. Få hende til at kigge på listen
og mind hende om, at I måske kan gøre noget af det sammen. En god oplevelse
er vejen til mere glæde og flere lyse timer. Hun skal holdes fast, for
anoreksien vil gøre alt for at bekæmpe, at hun oplever glæde. Den vil, at
hun skal vende tilbage til mad/vægt trodsighed og kamp. En negativ og
destruktiv kamp.
Op |
Hvordan forholder man sig til, at den lidende
skal ”tage ansvar for sig eget liv” – hvordan finder man balance i at give
omsorg og ansvar til den lidende? Hvor langt skal man gå i forhold til at
tage specielle hensyn?
Hun skal konfronteres på en ikke udskældende måde, men kærlig omsorgsfuld
måde, hun har ikke noget tro og tillid til sig selv og bruger rigeligt med
tid på at skælde sig selv ud og straffe sig selv.
Accepter hendes valg, accepter at hun opfører sig umulig indimellem, hun
skal igennem puberteten eller trodsalderen uanset hendes nuværende alder.
Et eksempel var en dreng på 15 med anoreksi, som altid var sød, hjælpende
og pligtopfyldende, som spiseforstyrrede ofte er. Da han blev rask
kontaktede moderen terapeuten og sagde:” Min søn er helt ustyrlig, han
roder, er vred, umulig, provokerende og ugidelig.” Svaret var:” Ja du
ønskede en sund og rask dreng, og det fik du.”
Dermed ikke sagt at alt bare skal gå, som det bedst kan. Der vil altid være
nogle hus regler, så alle kan være der og holde familielivet ud. Det er
nogle regler, som I som forældre sætter, og de skal overholdes hold fast i
det, netop fordi I elsker den lidende. Lad hende selv styre maden og måden
hvorpå den spises, hvis hun ikke vil spise jeres mad, så lad hende spis
noget andet, men lad hende ikke overtage madlavningen og indkøbene. Ofte
vil I opleve, at hun ikke må spise rigtig mad kun rester fra tallerknerne
eller ting, som er halv rådne. Hvis det ikke ser ud som mad og alligevel
skal smides ud, ja så kan hun godt tillade sig at spise det.
Lad behandleren om det med aftaler om mad. Hvis I gør ret meget, ender
det alligevel med, at det går op i en spids. Koncentrer jer om alt mulig andet
end de dårlig oplevelser. De vil selvfølgelig være der, det er de også i
det virkelige liv. Men de skal ikke dominere dagligdagen. Giv hende alt
den omsorg i magter uden at skubbe den øvrige familie og vennekredsen ud
på et helt 5.spor.
Hun må og skal have ansvar for sine valg, men pas på at hun ikke føler sig
medansvarlig og ansvarlig for, hvordan I andre har det, for så skal hun
klarer jeres problemer også. Hun oplever at hun skal være flittig, pligtopfyldende og
hjælp alle undtagen sig selv, ellers er hun ikke go nok.
Hun skal kun tage ansvar for de ting som har med hende at gøre.
Hun skal lære at tage ansvar for sit eget liv ikke andres. Hun skal lære,
at vælge og lære at sige nej. Det er ok at tage specielle hensyn, hvis I har
indgået en aftalt om
noget konkret. Hun må og skal ikke være styrende Hvis det er sygdommen, som
bestemmer vil det på sigt splitte hele familien ad. Skal I hjælpe
hende, fordi I elsker og holder af hende, er I nødsaget til at kunne leve/bo der
også. Går I ned med flaget, har hun ingen og hun vil straks begynde at
bebrejde sig selv, at hun heller ikke her er god nok, til at tackle jeres
problemer.
Op |
Påvirkning af familielivet samt forhold til omgangskredsen?
Det kan og vil nemt blive sådan, at alt andet bliver glemt, at de øvrige
familiemedlemmer og vennekredsen vil blive tilsidesat, fordi den lidende
fylder alt alt for meget. Husk her at det ikke er hele familien, som har
en spiseforstyrrelse.
Jeg ved, at det er uhyggelig svært netop fordi man
som forældre eller kæreste er tæt inde på livet af den lidende. Det er en
utrolig svær situation at føle sig magtesløs, og lige meget hvad, ja så
ender det i en hårdknude. Den lidende vil mange gange blive spydig og sige
ting, som hun ved såre dig/jer, og maden er og bliver et kraftfuldt våben.
Hjemmet kan ende med den rene slagmark, og den spiseforstyrrede kan komme
med udtryk som: ”Lad mig være i fred, lad mig leve mit eget liv, jeg hader
dig” Det er fordi, hun er ambivalent og har mange modstridende følelser, og
disse er vanskelig for hende at tackle. Derfor er det vigtigt, at lade
disse komme til udtryk. At møde håbløshed og fortvivlelse er erfaringer, vi
gør, når vi vokser op.
Vær meget præcis i de ting hun skal tage beslutninger om, alt for mange
alternativer vil få hende til at blive forvirret og give hende for meget
ansvar, så vil hun tage mere hensyn til andre end sig selv. Ord som:” Hvad
kan jeg gøre for dig, din sygdom er ved at ødelægge familien, eller
jeg kan ikke klarer mere af det, vil få hende til at tage unødvendig ansvar
for familiens velbefindende. Hun vil føle sig skyldig og mislykket, og det
er det, som kan forstærke anoreksien, at hun ikke er egnet og
værdig til at leve, fordi hun ikke kan redde alle andre.
Jeg ved, at disse bebrejdelser vil blive stillet i frustration eller vrede,
men det skal helst ikke forekomme. Husk en spiseforstyrrede har brug for
omsorg, og at hun er vigtig for dig, men ikke vigtigere end den øvrige
familie. At glemme de øvrige familie medlemmer kan give uro.
Op |
Hvordan tydeliggøre man, HVAD/HVEM det er, der
taler – er det sygdommen eller personen? Hvordan holdes fokus på det
positive frem for det negative?
Det er vigtigt at læse bøger og få informationer, for bedre at forstå hendes krise og hendes måde at
reagere på. I starten kan det være en god ide at stille spørgsmål
til en terapeut eller andre, der har det inde på livet, vi er alle
mennesker og ingen af os er fejlfri. Man skal lærer og
udvikle sig, efter som den lidende udvikler sig i den ene eller anden
retning og af erfaring.
Accepter hendes valg, så længe hun ikke vil lave dig om. Er du i tvivl, om
det er hende eller sygdommen, som taler så spørg ind til, hvad hun mener og
vær undersøgende i dine spørgsmål. Brug helst ikke hvorfor spørgsmål, da
de kan være alt for svære at svare på. Eks. Hvorfor kan du ikke bare spise
lidt sammen med os? Vil i hendes verden betyde hvorfor kan du ikke bare
leve lidt ind i mellem. Hun ville gøre det, hvis hun kunne, men så kunne
hun også selv tackle spiseforstyrrelsen.
Hold fast i at prøve at behandle hende sådan, som du vil gøre hvis hun ikke
var syg. Appeller hele tiden til hendes raske side. Det er nogle gange
svært at holde fokus på det raske, når det modsatte konstant dukker op, så
fisk efter hvad der ville være godt for hende lige nu. Husk at det er
hende, som skal finde frem til, hvad der er godt for hende, så hvis du har
en ide hun skal udførte, og hun siger ja, kan hun lynhurtig vende og sige, at det var
fordi du sagde, at jeg skulle osv. Det bedste er, at hun siger ,hvad
hun har lyst til. Det kan tage tid at nå til et svar, for hun ved det
måske ikke.
Op |
Hvordan skelner man mellem, hvad der er
pubertetsadfærd, og hvad der hører sygdommen til?
Det er svært, men det drejer sig om, at hun er
utilfreds med sig selv, udseende, at det negative i hende tager over, skal
det ikke kommenteres. Hun har den følelse og de tanker af, at hun ikke er
god nok og det kan du ikke tage fra hende, det er hendes. At hun oplever
mindreværd, ikke værende god nok kan påvirkes
ved at gøre ting, hvor hun får øjnene op for, at det er sygdommen, som siger
at hun ikke er god nok. Det er noget med at tænke, hvad høre ind under det
normale oprør og løsrivelse fra forældrene. Eller en magtesløshed og
frustration fordi alt er kaos, hvor kun maden kan give kontrol.
Op |
Hvad stiller man op med sin egen tvivl om den lidendes behandling?
Undersøger om den lidende mener og tror, at det er godt for hende, måske
kan hun bruge det til noget. Går i første omgang til en pårørende, som
kender til problemet, eller din behandler og fortæl, hvad du føler og tænker
om behandlingen. Du vil sikkert opleve meget mere end hendes terapeut, da
det er dig, som har hende hjemme det meste af tiden. Det kan ligeledes
være en ide, at terapeuten og den nært stående får en snak om de
forskellige roller I hver i sær har. Hvad du oplever og hvad terapeuten
oplever.
Det er heller ikke
altid, at en nuværende behandling er den rigtige, så sig fra og skift til
noget andet, men det skal være den lidende, der har brug for et skift, ikke
dig. Det kan være et ømfindigt område, og jeg kan fortælle meget om dette,
men det vil være svært at skrive ned, således at der ikke opstår
misforståelser, jeg kan ikke sige hvilke behandling som er egnet for den
enkelte, det kan kun den spiseforstyrrede. En behandler gør det ikke
afnoget ond vilje men af uvidenhed og måske også af
frustration.
Op |
Hvem
kan hjælpe/ikke hjælpe…… ”lyt ikke til udenforstående”
Det kan nogle, som du føler dig trygge ved, alle vil så gerne prøve at
hjælpe og forstå, hvilket ofte kan gøre ondt være, hvis de ikke ved noget
som helst. Så sig at når I er sammen, skal det være uden at diskuterer den
lidende og hendes krise. Det er også individuel, hvem som kan hjælpe hvem,
derfor kan dette ikke generaliseres.
En ting er vigtigt, det er vær ærlig
også over for omgivelserne, lyv ikke, det gør kun ondt være, måske ved de
det allerede, vær åbne, vær ærlige, lær at sige din ærlige mening og lær
at svare kontant og direkte. At nægte at erkende og indse er at sige nej
til at sådan er livet. Det er en flugt.
Op |
Afsluttende tanker fra mig.
Det var mine svar så godt som jeg nu har kunnet svarer skriftlig. Er der noget, som
du ikke helt forstår eller
der kommer tillægsspørgsmål på noget som du gerne vil have uddybet, er du
velkommen til, at maile til mig. Svarene er et
udsnit ud fra mine 22 års erfaring med spiseforstyrrelse både under og nu også
efter. Husk der kan være andre muligheder, vi er alle forskellige
heldigvis. HUSK LIGE EN TING:” DET ER IKKE DIN SKYLD, SÅ HAV IKKE SKYLD OG
SKAM, DU/ I HAR HANDLET EFTER ALT DET BEDSTE I HAR LÆRT, ACCEPTER
FORTIDEN, DEN KAN IKKE ÆNDRES, LEV I NUET OG KIG FREMAD. Fremgang kræver
forandring, og det kan virke angst provokerende.
Mange tanker til jer pårørende til en lidende. Glem ikke at leve jeres
eget liv, ellers
kan I ikke støtte.
|
